Ventetid på hospital ikke længere spildtid
HOVEDSTADEN: Øget patienttilfredshed, kortere ventetider - og sikkerhed for, at alle patienter får samme information. Det er resultatet af et innovationsprojekt på Øre-Næse-Halsafdelingen på Nordsjællands Hospital. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Her udstyres en del af patienterne med en iPad og et par hørebøffer, når de melder deres ankomst til ambulatoriet. Via den får de - inden mødet med lægen og en sygeplejerske - information om deres behandlingsforløb - samt løbende information om, hvor lang ventetid der er, til de kommer til.
- Før mødte patienter ind og ventede, så kom de ind til samtale med læge og sygeplejerske, og bagefter skulle sygeplejersken i enrum give en række informationer.
Den sidste del af processen er nu afløst af enten en tekst eller en video på en iPad. Patienten får stadig det personlige møde med både læge og sygeplejerske samtidig - men er bedre forberedt - og sygeplejersken sparer 10 minutter per patient, fortæller afdelingssygeplejerske Louise Z. Jensen.
Ventetid er det værste
Man har testet, at patienterne husker informationen lige så godt, som hvis den blev givet ansigt til ansigt.
- Vi både sænker ventetiden ved at skabe mere effektive arbejdsgange, og samtidigt gør vi den uundgåelige ventetid så behagelig som mulig. Vi ved, at den passive ventetid, hvor man er lænket til stolen, er den værste. Derudover kan vi med vores indsats sikre, at patienten er klædt på til samtalen med lægen, så de også får spurgt om de ting, der fylder og er vigtige for dem, siger Susanne Tonnesen, der er projektleder for innovation på Nyt Hospital Nordsjælland.
Foreløbig er det kun en række af behandlingsforløbene, hvor patienter får en iPad. Men afdelingen er ved at udvikle information til at dække alle behandlinger, ligesom planen er, at modellen skal udvides til andre afdelinger på hospitalet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.